Halberg & Olsen med i stor udlejningssag på Fyn

Halberg & Olsen med i stor udlejningssag på Fyn

08.07.2021

Erhvervsmæglerfirmaet Halberg & Olsen Erhverv fra Vejle har gennemført en større udlejning til Bygningsstyrelsen.

 Sidstnævnte jagtede lokaliteter til et nyt skattecenter med plads til 120 medarbejdere, og Halberg & Olsen pegede på Bygmestervej 23a i Ringe som en oplagt mulighed.

 En udlejningsejendom på i alt 6000 m2 til detail og kontor ejet af Anders Sørensen fra Pynten Holding ApS.

 - Først udlejede vi størstedelen af stueetagen til møbelbutikken Biva, og i løbet af efteråret 2020 indledte vi forhandlingerne med Bygningsstyrelsen vedrørende leje af 2.700 m2 kontor, fortæller Morten Halberg, der er indehaver hos Halberg & Olsen.

 Den første henvendelse til den vejlensiske erhvervsmægler kom fra erhvervsmægler Daniel Petersen fra CBRE i Århus, der havde kontakten til Bygningsstyrelsen, og efter indgået aftale havde ejeren hjælp af Michael Paulsen fra Trimmet Tegnestue og Jacob Bagger fra Niras vedrørende projektering og indretning af de nye kontorfaciliteter.

- Det har været en meget spændende proces at være en del af, vi er glade og stolte af, at der blev fundet en god brugbar løsning, siger Morten Halberg fra Halberg & Olsen.

 Når man arbejder med en offentlig lejer, adskiller det sig ofte fra samarbejdet med en privat lejer – blandt andet fordi arbejdsmiljø vægtes utrolig højt, fortæller Morten Halberg, der er en del af en virksomhed, som, foruden salg og udlejning af boligprojekter, erhvervsejendomme samt boligudlejningsejendomme, hjælper med optimering og udvikling af eksisterende ejendomsporteføljer.